Easyfood

Easyfood: Gør op med fordomme

21. november 2011

Hvis arbejdspladserne skal bevares i Danmark, er det vigtig at satse på forskellighed og inddrage alle medarbejderne i fx. idéudviklingen. Det mener man hos brødproducenten Easyfood, hvor blandt andet de produktionsansatte er blevet inviteret med til udviklingen af nye produkter. Det er der foreløbig kommet fem nye koncepter ud af.

Hos Easyfood i Kolding kan de godt lide at gøre tingene lidt anderledes og gå imod strømmen. Derfor tror de heller ikke på den udbredte fordom om, at f.eks. ufaglærte ikke kan klare sig i de danske virksomheder fremover.

”Det er altså ikke de ufaglærte selv, der er udfordringen, det er ledelsen i virksomhederne,” konstaterer adm. direktør Flemming Paasch.

For at bevise sin påstand inviterede han for nylig alle medarbejdere fra Easyfood – uanset jobfunktion – med til Brandbjerg Højskole mellem Vejle og Jelling for at udvikle nye produkter og koncepter til virksomheden. En tredjedel af medarbejderne – både faglærte, ufaglærte og medarbejdere med kortere eller længere uddannelse - tog med, og Easyfood kom hjem med fem nye koncepter, der nu bliver gjort klar til markedet.

”Alt for mange virksomheder glemmer, at også produktionspersonalet kan bidrage til at udforme strategier og ideer til virksomheder. Forskellighed er fantastisk, og derfor er det en arrogant holdning at tro, at man skal passe på med at involvere fx de ufaglærte i udviklingsarbejdet. Det giver en helt anden bredde at gøre det. Det er første gang, at vi nu kan bevise, at det kan føre til noget konkret at invitere alle til at sidde med rundt om bordet,” pointerer Flemming Paasch.

Også hos de timelønnede medarbejdere er der stor begejstring for at være blevet inddraget i arbejdet.

”Selvfølgelig var vi i produktionen lidt spændte på, om vi kunne forstå det og finde ud af det. Men vi kunne sagtens være med og fik en helt anden forståelse for, hvordan tingene hænger sammen i virksomheden. Omvendt fik ledelsen også indspark fra nogen med andre spørgsmål og indgangsvinkler. Der blev helt sikkert lyttet til os,” siger Aase Bloch Jensen, der er tillidskvinde for produktionsmedarbejderne.

”Normalt arbejder vi ude i produktionen og ved ikke så meget om hvad der foregår på kontorerne. Nu ved vi, at der faktisk er en rød tråd i alt det, der foregår i virksomheden, og at vi sagtens kan bidrage med ideer og tips,” tilføjer Mette Nielsen.

For Flemming Paasch er det en vigtig pointe, at forskellighed er en styrke og at alle kan udvikle sig i virksomheden.

”Hvis vi skal bevare arbejdspladserne, er det vigtigt, at alle bliver brugt og udvikler sig på arbejdspladsen . Vi har nu erfaret hvor indbringende det er at bruge denne forskellighed i ideudviklingen. Det mod savner jeg andre steder.”

For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte adm. direktør Flemming Paasch, Easyfood, på 76 30 87 00 eller 40 70 71 07. Du kan også se mere på www.easyfood.dk.

« Tilbage til Presse

Easyfood  ¤  Albuen 39  ¤  6000 Kolding  ¤  Tlf. +45 76 30 87 00  ¤  Fax +45 76 30 87 01  ¤  post@easyfood.dk